23. juni 2014

En snak med Skov-Hans' Lis fra Frørup

Mens vi en dag holdt i kø og ventede på en færge kom jeg (Mads) i snak med et par danskere. Vi kunne hurtigt samle os om, at vi alle var fra Jylland. Snakken gik, og da jeg fortalte, at jeg stammer fra Stepping, fortalte den tidligere landmand fra Agerskov, at han er gift med Skov-Hans' datter Lis fra Frørup.
Frørup og Stepping deler både forsamlingshus og præst, og som barn og ung kom jeg også en del i Frørup. Jeg fik også hilst på Lis, og det viste sig, at jeg kendte hendes lillebror, Jens-Jørgen, som var i lære som tømrer hos Aage Madsen, hvis forældre var gode venner med mine forældre.
Lis og undertegnede snakkede os frem til flere fælles bekendte, og vi skulle lige til at snakke om vores fælles minder fra de hedengangne baller på Frørup Kro, men så kom færgen.
Lis nåede lige at fortælle, at Johannes Tast havde viet hende i Frørup Kirke. Han har konfirmeret mig og nogle af mine søskende, og jeg er nære venner med præstens datter, Ingrid.
Verden er lille - og Stepping og Frørup fylder meget.







Ingen kommentarer:

Send en kommentar