23. oktober 2016

Pisa er lige ...... i øjet for en kort ferie

Det ligger lige for at se Det Skæve tårn i Pisa - og det tårn går alle turister efter. Men væk fra tårnet tager hyggelige Pisa imod. Pisa er nem at finde rundt i og afstandene passer perfekt til gåben.
En billig cykeldelordning - Ciclopi - som man skal rekvirere fra et kontor i nærheden af Central Stationen, hvor man dog skal have et særligt kort som udlænding. Hyggelige cafeer, barer og fantastiske panini fås overalt. Mange museer og kunst - og vi var bl.a. på en spændende Dali-udstilling. 
Mads og jeg delte os på et tidspunkt i dag, da der var en hyggelig sportsbar, hvor der blev sendt engelsk fodbold (Chelsea-Manchester United). Der blev Mads parkeret med en stor øl og et lille gratis tag selv arrangemet med tapas, som mange barer tilbyder hen under aften. Jeg gik med de lokale til søndagsmesse i en stopfyldt basilika med en præst, der sang falsk og en fabelagtig organist det spillede så englene sikkert synger klostertoner endnu. 
Det er næsten ikke til at koncentrere sig i sådan en kirke, hvor der foregår mange ting på en gang. Præsten står med sine messedrenge og kirken er oplyst af mange levende lys og pyntet med blomster sådan en søndag i Pisa, hvor tiggerne sidder lige i åbningen ud til den pulserende by, hvor de ser fodbold på baren lige overfor kirkedøren.
Midt i det hele står der pludselig nogen i kø for at komme ind og skrifte. Så skal der knæles og siddes og stås og synges i koret - og synges noget fælles med menigheden. Der skal tændes lys og selvfølgelig skal der også købes lys. Børnene snakker og de små leger. Og så knæles der igen. Kirkekonerne gik rundt med skålen og samlede ind. 10 sekunder senere står der nogen fra menigheden og læser op af Apostlen Paulus' breve.
Så sidder vi lidt, men så ryger de alle sammen op fra bænkene igen. Fadervor og senere Trosbekendelsen, halleluja og amen i kor og en fællesbøn - og så giver vi hinanden hånden til alle sider. Præsten annoncer, at der er børnekreds på onsdag og nu er der nadver. Og som min far altid sagde ved festlige lejligheder: "Skål, nu gør vi som de katolske præster - vi drikker for dem alle sammen". Og det kan jeg bevidne passede til højmesseen i Pisa.
Nogen går og nogen kommer og en enkelt søndagsbrandert blev der også slæbt ind. Midt i det hele kommer der turister ind og tager et par billeder og snakker lidt og haster ud igen.  
De gamle koner på min alder ser på klokken og tænker om stegen derhjemme er ved at få for meget. 

Pludselig kommer der en ind i kirkerummet, der ligner en "skidt karl",  som man fordumsfuld ville sige. Han snakker og kontakter et par stykker bagerst i den modsatte side og der er lidt snakken. Senere kommer han over i den side hvor jeg sidder bagerst og kontakter lidt aggressivt min sidemand som i øvrigt fuldstændig ligner Ejnar Gravslund derhjemme fra min barndoms nabogård. Fyren bliver afvist af "Ejnar" og rykker så over mellem to gamle damer og snakker kommanderende til dem - tigger vel nærmest og taler højt. Den ene dame begynder at finde sin pung frem og åbner sin taske som hun sidder med i skødet. Han tager en stor tegning af en slags op, som han breder ud over hendes taske og peger og snakker til hende. NU ryger min sidemand "Ejnar" op og forhindre resolut  at karlen vil stjæle noget i damens taske og typen springer op og nærmest slår ud efter redningsmanden "Ejnar", mens han spurter ud af kirkedøren lige for næsen af mig. 
Midt under Ave Maria og den smukkeste orgelmusik sidder vi tilbage og tænker: " Hvad sker der lige for folk"?
Jeg gik i kirke for at få ro til at meditere lidt og for at hvile mine trætte turistben!


















Ingen kommentarer:

Send en kommentar