11. september 2016

Fussball - RB Leipzig, Dynamo Dresden og Hertha Berlin

I mit sønderjyske husmandshjem kunne vi også via stueantennen se tysk fjernsyn, og da vi fik tysk i 6. klasse viste det sig helt overraskende, at jeg var god til det fag. 
Jeg slugte alle de tyske sportsudsendelser, jeg kunne komme til, og tysk fodbold brændte jeg varm på som drengespiller i Stepping IF og som fan af Haderslev FK (nu Sønderjyske). Siden har jeg fulgt den tyske Bundesliga (både 1., 2.og 3. Bundesliga) tæt - og hver lørdag aften sluger jeg ARD's reportager fra bundesligaopgørene, hvis jeg på nogen måde kan få det passet ind i familielivet.
På vores ferietur i Leipzig, Dresden og Berlin har jeg også fået navigeret vore cykler forbi stadion-arenaerne. I Leipzig måtte jeg nøjes med at snuse til atmosfæren fra Red Bull Arena ved at kigge igennem hegnet ind til det lokkende grønsvær, og jeg ville gerne have været med til at fejre RB Leipzigs første sejr siden oprykningen. Med Youssuf Poulsen i startopstillingen slog RB Leipzig lørdag eftermiddag B. Dortmund 1-0 på et udsolgt RB Arena.
RB Leipzig er ene om at repræsentere det tidligere DDR i Bundesligaen.
Da vi senere besøgte Dresden og Dynamo Dresdens hjemmebane, fik jeg mig snakket ind på baneanlægget. En af de personer, som passer og plejer banen, åbnede en port for mig. Jeg fortalte, at jeg kom fra Danmark - og at Vejle Boldklubs Henrik Risom en gang spillede for Dynamo Dresden. Den historie kunne han ikke stå for, så jeg fik lov til lige at fornemme atmosfæren fra det anlæg, som kun er fem år gammelt og som kan rumme 32.000 tilskuere. Dynamo Dresden er lige rykket op i 2. Bundesliga.
Søndag aften får vi mulighed for at overvære en Bundesligakamp. I Berlin skal vi se Hertha Berlin i opgøret mod Schalke 04.
Den kamp glæder jeg mig meget til. Blot en skam, at ingen af de to hold har danskere i truppen.










Ingen kommentarer:

Send en kommentar