30. januar 2014

Stepping Mejeri skal genåbnes Cheese Factory

Tilbage i starten af 1960'erne blev mejeriet i min barndomslandsby, Stepping, lukket og fusioneret med det noget større Tyrstrup Mejeri. Min far var mælkekusk for Stepping Mejeri i mange år. Han var derfor arrig modstander af lukningen af mejeriet, som også lukkede for hans bijob som kusk.
På vores shoppetur i San Juan, Puerto Rico, besøgte vi Plaza - Las Americans. Ved indgangen til det megastore indkøbscentrer blev vi trukket ind i The CheeseCake Factory, hvor vi også fik en kop kaffe og en cheesecake. Og straks blev jeg trukket tilbage til Stepping Mejeri. 
Alle tjenerne - og dem var der mange af - var dresset i kridhvide arbejdsbukser med tilhørende hvide skjorter. Samme hvide dragter bar mejeristerne også på mejeriet i Stepping. Fascinerende syn for os husmandsbørn, som var vant til at se vore fædre i udslidt og som oftest noget broget arbejdstøj.
Og mens jeg nød synet af de mange hvide tjenere, fik jeg ideen: 
Stepping Mejeri skal genåbnes (bygningerne står der endnu) som Stepping Cheese Factory med hele verden som marked. Det kunne om ikke andet så blive en turistattraktion, som kunne trække turister fra Christiansfeld en tur over Stepping for at få ostekager og kaffe i det gamle mejeri.
Lokalhistorisk Arkiv i Christiansfeld har måske arvet Stepping-mejeristernes arbejdstøjet!!

















Ingen kommentarer:

Send en kommentar